GLEMSOMHEDSSTRESS

Jeg synes, jeg kæmper lidt med mig selv for tiden. Jeg ved det lyder lidt psykotisk, men det er lidt som om, at to forskellige sider af min personlighed er meget uenige om, hvad jeg skal lave og hvordan jeg skal have det. Det ene øjeblik kan jeg have det kølige overblik, for det næste øjeblik at være i fuldstændig panikstress, over noget ganske tåbeligt – for så at være helt rolig tre sekunder senere. Det er som om, jeg nogle gange glemmer, at jeg har styr på noget, og så begynder jeg at stresse over det, indtil jeg kommer i tanke om, at det er ordnet. Jeg har også være lidt småsyg (jeg er rask igen, no worries). Det skulle undre mig, hvis det ikke er min krop der fortæller mig, at jeg har alt for travlt. Men det har jeg jo slet ikke – jeg tror det bare hele tiden. Det er altså lidt en kamp.

Nu tror jeg bare, at jeg vil sætte en ny episode af True Blood på, og så (bevidst, for en gangs skyld) glemme, at det er sidste sæson, af min alleryndlingsserie of all times. Med fornægtelse kommer man længst… Eller…