Så er det blevet tid til et lille tilbageblik, på det forgangne år. I 2014 skete der en masse ting for mig, på både godt og ondt – men heldigvis mest godt.

2014 blev året, hvor jeg startede på ergoterapeutuddannelsen, og jeg fandt ud af, at jeg virkelig gerne vil arbejde med børn, på en eller anden måde. I marts fyldte jeg 21 år, og jeg fejrede dagen med min dejlige familie. Det var også i marts, at jeg var i min første praktik på mit studie. I maj fik jeg nyt job. Et job, der virkelig har udfordret mig meget, og som jeg er blevet rigtig glad for. Så kom sommerferien, og med den en lang periode, hvor jeg ikke kunne være sammen med min kæreste. Til gengæld var jeg en uges tid på camping, med ham og hans familie, og han tog med min familie og jeg i sommerhus. Den sidste uge af min sommerferie, brugte jeg på at læse op til en eksamen, og da den var overstået, blev de næste par måneder på studiet, mest brugt på diverse opgaver. Der var også lige en lille praktikperiode i efteråret, og jeg glæder mig til, at komme tilbage dertil i foråret. Så blev det jul, og den stod blandt andet på en lang række familiejulefrokoster og gensyn med en gammel veninde. Af mere negative oplevelser, kan jeg især nævne en del dyrerelaterede sygdomme. Chessie var igennem blærebetændelse og flere forløb med øjenproblemer,mens Luna blev opereret for livmoderbetændelse. I efteråret havde min hest problemer med tænderne, og katten har haft en dårlig pote. Nu vi er i dyreriget, blev 2014 også året, hvor jeg havde min debut på hundeudstillinger. Noget, der måske ikke lige er mig, men nu må vi se, hvordan det går i 2015.

I 2014 har jeg grinet og grædt – indimellem på samme tid. Jeg har savnet og længtes, håbet, troet og ventet. Jeg har mødt skønne mennesker, og jeg har tilbragt en masse tid, med dejlige personer, både nye og gamle. For mig var 2014 et ganske fortræffeligt år, og jeg håber på, at 2015 vil være ligeså god ved mig.

Og jeg håber, at I alle havde et godt år, og hvis I ikke havde, så håber jeg, at 2015 vil holde hånden over jer. Det ønsker jeg selvfølgelig også for jer, der havde et dejligt år 2014.

Øverst et af de nyere billeder uploadet af mig på bloggen. Nederst et af de første billeder uploadet af mig på bloggen.

Det der med alder er virkelig skørt. Det er som om, man aldrig er sådan helt tilfreds. Jeg kan huske, at da jeg gik ud af gymnasiet som 20-årig, følte jeg mig tudsegammel. Jeg troede ikke, at jeg som 20-årig ville være sådan én der stadig gik på gymnasie. Men en kombination af, at jeg tog 10. klasse og at jeg har fødselsdag tidligt på året, resulterede altså i, at jeg blev student som 20-årig. Hele sommeren gik jeg og var lidt mut over, at de fleste af mine folkeskolekammerater var blevet student et år før mig. Lige indtil jeg i februar året efter (i år), startede på min uddannelse. Nu var jeg en af de få, der var gået “direkte” videre fra gymnasiet, og jeg følte mig meget lille bitte, i forhold til alle de andre. Jeg var en af de små, og alle de andre havde lavet alt muligt spændende, indtil de som 22-23-24-årig eller ældre, begyndte uddannelse. Så indså jeg, at jeg ikke længere var en af dem, der var kommet sent afsted, men nu var en af de hurtige, en af dem, der er færdiguddannet som 24-årig. Så ophørte selvynken, og jeg vedtog for mig selv, at det med alder er ligemeget.

Kun lige indtil min fødselsdag, naturligvis, hvor jeg græder lidt over, at jeg er et skridt tættere på 40. Det med alder, er mærkeligt, er det ikke?

Jeg synes, jeg kæmper lidt med mig selv for tiden. Jeg ved det lyder lidt psykotisk, men det er lidt som om, at to forskellige sider af min personlighed er meget uenige om, hvad jeg skal lave og hvordan jeg skal have det. Det ene øjeblik kan jeg have det kølige overblik, for det næste øjeblik at være i fuldstændig panikstress, over noget ganske tåbeligt – for så at være helt rolig tre sekunder senere. Det er som om, jeg nogle gange glemmer, at jeg har styr på noget, og så begynder jeg at stresse over det, indtil jeg kommer i tanke om, at det er ordnet. Jeg har også være lidt småsyg (jeg er rask igen, no worries). Det skulle undre mig, hvis det ikke er min krop der fortæller mig, at jeg har alt for travlt. Men det har jeg jo slet ikke – jeg tror det bare hele tiden. Det er altså lidt en kamp.

Nu tror jeg bare, at jeg vil sætte en ny episode af True Blood på, og så (bevidst, for en gangs skyld) glemme, at det er sidste sæson, af min alleryndlingsserie of all times. Med fornægtelse kommer man længst… Eller…

Jeg er glad for mit ‘korte hår’, men vil gerne have langt hår. Jeg har svært ved at finde hårprodukter, der virker godt i mit hår. Jeg går til frisør 1-2 gange om året, og klipper selv mit hår resten af tiden. Jeg kan godt ide at lave mad, men gør det næsten aldrig. Jeg elsker kage, chokolade og lakrids (og det meste andet slik). Jeg er introvert, men har lært at være udadvendt. Hvis du vækker mig kl. 4 om natten, kan jeg nævne alle muskler fra skulderen og ud til fingrene. Jeg kan bedst lide at læse engelske bøger. De næste bøger jeg skal anskaffe mig, er Divergent-trilogien og The Fault In Our Stars. Jeg elsker at se comedy, og min yndlingskomiker er Simon Talbot.

For et par uger siden skrev Sille et meget inspirerende indlæg, som jeg har tænkt meget over siden. Det er dette indlæg, der handler om, at se noget positivt ved alle de mennesker man møder. Uanset hvem de er eller hvordan de ser ud, skal man finde en ting ved dem, man godt kan lide. Det gør ens tanker mere positive og hjælper en til at tænke mere positivt om sig selv og sin egen tilværelse også.

Jeg har i en længere periode lidt af depression, af svingende grad. Jeg led af dårligt selvværd og dårlig selvtillid, og det gjorde at jeg fik nogle meget negative tanker om mig selv. Det startede i det små, ved at jeg gokkede mig selv i hovedet, når jeg gjorde noget forkert eller når noget gik galt. Ganske harmløst, noget de fleste gør – og som er gavnligt for de fleste, da det øger motivationen for at blive bedre næste gange. Men fordi jeg i forvejen havde dårlig selvtillid og selvværd, tog jeg de negative tanker til mig, og i stedet for at bruge det som motivation til næste gang, begyndte jeg at tro på det. “Hvorfor overhovedet forsøge igen, når jeg er så dårlig til det?”. Det udviklede sig til ikke kun at være omkring ting jeg havde gjort forkert, men alt hvad jeg foretog mig. Ligemeget hvad jeg gjorde, havde jeg altid tanken “Det kan du sikkert heller ikke finde ud af”, og jeg begyndte at frygte nye ting, fordi jeg var bange for at fejle igen. Jeg mistede fuldstændig kampgejsten, jeg var sikker på, at jeg ikke duede til noget. Tankespindet voksede og omfavnede hurtigt mit kropssyn. Intet var godt nok. I mange år kunne jeg ikke finde én eneste lille bitte ting ved hele min krop, som jeg oprigtigt var glad for. Ingen kunne overbevise mig om det modsatte, hverken familie, venner eller min kæreste. Min dømmekraft blev forringet og jeg omgav mig med mennesker, der ikke gjorde noget godt for hverken mit selvværd eller selvbillede.

En dag i 2.g tog jeg mig sammen og snakkede med min læge. Hun var rigtig sød og brugte meget tid på at snakke med mig om alt hvad der foregik i mit hovedet. Det stod hurtigt klart for hende, at det var en depression, og at der skulle anden hjælp til, så hun henviste mig til en skolepsykolog. Og det var hér det endelig begyndte vende. Efter mere end 3 år. Hun fortalte mig om tankens kraft, og at min tilstand skyldtes mine egne negative tanker. Med andre ord ødelagde jeg mig selv indefra. Hun lærte mig, at jo mere man udsættes for en bestemt ting, jo mere tror man på det eller synes om det. Det var dét, der var sket med de negative tanker, og det var dét der nu skulle ske med positive tanker. Jeg skulle simpelthen overdøve alt det negative, ved at tænke positivt. I starten troede jeg ikke på, at det ville virke, for de negative tanker var der stadig, og hvordan kan man egentlig bekæmpe sine egne tanker? Jeg fik nogle sætninger, jeg skulle sige til mig selv hver dag og i de situationer, de passede ind. Fx “Jeg er god nok som jeg er”, “det er ikke min skyld”, “jeg kan ikke gøre for, hvordan andre tænker eller har det”, “jeg er et godt menneske”, “jeg skal ikke tage det personligt”, “det skal nok gå” osv. Og det virker! Jeg oplevede, at jo flere positive ting jeg sagde til og om mig selv, jo mindre negativt tænkte jeg. Det gav mig mod til at komme væk fra de mennesker, der førhen trak mig ned, og jeg besluttede at jeg ikke ville omgive mig med folk, der skabte negativitet.

Bottom line er, at det er vigtigt at tænke positive tanker om sig selv og andre, for selvom man i starten ikke selv tror på det, så vil man til sidst vænne hjernen til at tænke mere positivt. Det er det samme, som når man står foran spejlet og siger “Jeg er smuk og dejlig” fem gange til sig selv hver dag. Til sidst tror man på det. Derfor vil jeg gerne opfordre jer alle sammen til at følge smukke Silles råd, og prøv at find noget smukt eller dejligt ved de personer i møder på gaden, i bussen, i skolen, på job. Er I modige, kan I prøve at sige det til dem – jeres veninde, mor eller måske en fremmed på gaden, vil helt sikkert blive meget glade for det.