EXTRA 10% ON ASOS

PACKING THE BAG

DSC05437 DSC05442 DSC05449 DSC05450DSC05433I morgen skal jeg endelig genforenes med min kæreste, og være sammen med ham i 5 dage, for første gang i denne ferie. Ja, det er ikke engang løgn, for i de sidste tre uger har han haft travlt med fodboldskole, Island og camping, og har kun været hjemme i weekenden. Men i morgen slutter jeg mig til ham og hans familie på campingpladsen. Det bliver så godt! I den anledning er jeg naturligvis igang med at pakke. Og fordi der garanteret sidder et par stykker af jer derude, der også rejser hjemmefra i sommeren, så får I her nogle af mine pakkeråd.

1. Rul tøjet. Du tror det er for sjovt, men det er det slet ikke. Til gengæld sparer det plads. Så hvis du har noget tøj, der gerne må blive krøllet, så rul det sammen i en lille pølse.

2. Vakuumpakket. Det er nok ikke så aktuelt her om sommeren, medmindre du rejser nordpå, eller hvis du skal have dyne osv. med. I så fald kan du spare virkelig meget plads, ved at købe vakuumposer, og suge luften ud med en støvsuger. Så kan en stor dyne pludselig være i en almindelig bærepose.

3. Udnyt skoene. Skoene fylder så åndssvagt meget, når man pakker. Især sneakers. Men fyld dem med strømper eller undertøj, og udnyt pladsen på den måde. De kan også fyldes med poser, smykker eller andre små ting. Det er ikke så praktisk, hvis du kun har sandaler med, men de fylder til gengæld ikke så meget.

4. Små beholdere. Lad være med at tage den store shampoobøtte med, men hæld over i en lille rejseflaske. De kan købes billigt i Matas. Husk at skrive udenpå, hvad der er i, så du ikke hælder bodylotion i håret. Hvis du har parfume- eller makeupprøver, så tag det med i stedet for de store bøtter, flasker og krukker. Så kan du også prøve noget nyt, mens du er på ferie. Win win!

5. Vej din taske. Kun relevant for de der skal flyve, men seriøst – det er så træls at betale ekstra, for en overfyldt kuffert. Tjek på flyselskabets hjemmeside hvor stor og tung kufferten – og håndbagagen – må være, og hold dig indenfor det. Hvis du rejser med din kæreste, skal han nok ikke have så meget med som dig, så han kan jo passende have håndklæderne eller skoene.

6. Håndbagagen. Udnyt nu den håndbagage! Hav altid det mest vigtige heri – pas, penge og billet er oplagt. Men hav også lidt skiftetøj, makeup (husk at overholde væskegrænsen) og evt. medicin i håndbagagen. Hvis din kuffert bliver væk, kan du klare dig et par dage med din håndbagage – og så fylder det jo heller ikke i kufferten.

7. Pak let. Pak kun basistøj, og brug i stedet pladsen på accessories og sko. Vælg gerne tøj, der let kan vaskes i håndvasken og som tørrer hurtigt. De fleste vil opdage, at man alligevel kun bruger ganske lidt af alt det tøj man har taget med. Så pak kun det der er mest behageligt, og det du er aller mest glad for. Det andet får du alligevel ikke brugt. Med accessories og sko kan du ændre ethvert outfit.

8. Tjek vejrudsigten. Uanset hvor du skal hen, så tjek lige vejrudsigten. Der kan godt regne flere dage i Tyrkiet, og i Norge kan der sagtens være hedebølge. Jeg taler af erfaring, da jeg har prøvet begge dele. Så tjek før du pakker – det er så ærgerligt at stå med lange bukser og tykke trøjer i Norge, hvis der er 25+ grader hver dag. Been there.

9. Kamera. Forevig din ferie med et kamera. Gerne så godt som muligt. Tag billeder af alle de små finurligheder og sjove, søde, anderledes detaljer du kommer forbi. De traditionelle “jeg står foran en bygning”-billeder er fine nok, men de er ikke så fede at se eller vise frem. Og sørg lige for, at have plads nok!

10. Pakkeliste. Det her gør jeg ALTID når jeg pakker. Og jeg skriver ned i mindste detalje. Altid. Ellers glemmer jeg et eller andet mega-mega vigtigt. Jeg skriver fx også ned hvor meget jeg skal have med af hver. Jeg krydser af, når det er pakket i kufferten.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EXTRA 10% ON ASOS