MELANKOLI

Jeg sidder her søndag aften, og er ramt af melankoli. Noget jeg rigtig tit rammes af. Siden slutningen af folkeskolen, har jeg haft en tendens til at have et meget tungt sind – nogle perioder er værre end andre. Det kommer især til udtryk ved, at jeg kan få en udefinerbar følelse af tristhed og ‘tunghed’ i kroppen. Som om jeg savner noget, eller mangler noget. Jeg kan blive vedmodig, nogle gange meget trist og endda deprimeret. Det opstår næsten altid når jeg har læst en god bog. Jo bedre og jo længere den var, jo mere melankolsk kan jeg blive. Da jeg for et år siden læste de tre bøger i The Hunger Games-trilogien, var det så slemt, at jeg først for en uge siden begyndte på en ny bog. Altså næsten et år efter. Den bogserie satte sig så dybt i mig, at jeg slet ikke kunne holde ud at være i min egen krop i meget lang tid efter, og jeg kan blive meget vemodig og ja, melankolsk, bare ved tanken om at skulle læse de bøger igen. Det er ikke fordi de er dårlige – det er nok den bedste bogserie jeg længe har læst – men det gør bare et eller andet ved mig, at skulle slippe det igen. Jeg oplevede samme følelse da jeg så sidste afsnit af 6. sæson af True Blood. Jeg ved godt, at der kommer en ny sæson snart – men bare tanken om, at jeg en dag skal slippe dem, kan jeg slet ikke holde ud. Også da jeg for nylig gennemså alle Harry Potter-filmene, og (igen) måtte indse, at der ikke kommer mere om Harry Potter, var jeg meget tungsindet i et par dage efter. Jeg kan slet ikke holde det ud. Det er så tåbeligt, at jeg gør det ved mig selv igen og igen, men jeg kan jo heller ikke bare holde mig væk fra den slags.

Men det er ikke altid, fordi jeg skal give slip på en fiktiv historie. Lige nu sidder jeg her kl. 23 søndag aften, og er bare melankolsk uden grund. Jeg har haft en rigtig god dag, til min kusines konfirmation, men jeg er bare, på en eller anden måde, rigtig skidt tilpas. Ikke sådan at jeg er syg eller at der er noget galt med mig fysisk. Jeg har bare sådan en mærkelig vemodig stemning i min krop, der gør, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Der er ikke sket noget trist eller ubehageligt for mig, det opstår bare lige pludselig. Bare det ikke er en lille depression der er på vej, det magter jeg simpelthen ikke!

Nå, men jeg håber at jeg er ene om denne melankolske stemning, der fylder mig fra tid til anden. Og hvis der sidder nogen derude, der har det som mig, så håber jeg at I er bedre til at tackle det, end jeg er.